Mig & NADA

I 2018 var jeg så heldig at stifte bekendtskab med NADA-metoden, da jeg boede bare 10 minutters gang fra en NADA café drevet af frivillige NADA-udøvere.

For 25,- kunne jeg to gange om ugen kigge ind, få nåle i begge ører, drikke en kop urtete, og lægge mig godt til rette i 45 minutter på en madras med tæpper og puder.

Inden da havde jeg i en lang periode været travl og presset, både privat og arbejdsmæssigt.

Min irritationstærskel var så lav, at jeg første gang i NADA-cafeen, var nødt til at rejse mig og gå igen efter bare ti minutter. Hende der lå ved siden af mig, lavede en hvislende lyd når hun trak vejret gennem næsen, og det kunne jeg slet ikke holde ud! Heldigvis kom jeg igen, og min tolerancetærskel overfor lyde og andre irritationsmomenter blev gradvist øget til et langt mindre plagsomt niveau, hvilket jeg er meget taknemmelig for.

Igennem et år, kom jeg jævnligt en eller to gange om ugen i NADA-cafeen, og havde en fornemmelse af stille og roligt at ‘falde på plads’ i mig selv igen. Det var ikke ‘det vilde sus’, det var mere sådan en ‘nå ja, det er jo bare sådan det er’ fornemmelse.

Jordforbindelse er dog en virkelig rar ting at genvinde, hvis man har prøvet at miste den, eller bare været tæt på. Lidt ‘sus’ kan der faktisk være over, at der igen skal mere end en hvislende næselyd, til at vælte ens nervesystem omkuld!

I 2019 tog jeg diplom som NADA-udøver gennem NADA-danmark. I udgangspunktet var det for at kunne behandle mig selv, men da rigtig mange har stressrelaterede gener, endte jeg med også at behandle familie, venner og bekendte.

I 2022 lavede jeg selv NADA-Café igennem et par måneder, og syntes det fungerede godt. Lige bortset fra at jeg ikke kunne leve af det, da det anvendte lokale kun måtte benyttes gratis, hvis behandlingen også var gratis.

Så, nu prøver jeg igen. Jeg vil gerne kunne leve af at give NADA behandlinger, og vil helst ikke tage mere for det, end de fleste kan få råd.

Det kan bedst lade sig gøre, hvis jeg ikke selv skal stille lokaler til rådighed, og derfor har book-nada.dk ikke egne lokaler. Jeg krydser fingre for at det kan lade sig gøre.

Et lille skib med kurs mod et mindre stresset og sjovere samfund er hermed søsat..